Sider

14. december 2012

Et juledrama på liv og død....

Nogle vil allerede have læst denne fantastiske beretning, min her kommer den i den censurerede version ;)

har lånt billedet da jeg aldrig fik taget et af historiens hovedperson ;)

Der var engang en lille sød gråspurv, den sad som så mange dage før på grenen i kirsebær træet foran familien stue vindue. Det var en kold vinterdag, det havde været snestorm men vejret havde lagt sig igen til fordel for en forfærdelig kulde. Spurven rystede sine vinger som den havde gjort så ofte før, da den pludselig følte sig fanget. Den kunne ikke bevæge sine vinger men den fløj stadig gennem luften. Spurven kiggede ned af sig selv og så hvor den var havnet. I gabet på den store farlige kat. Spurven havde set flere af sine søskende forsvinde på denne måde for aldrig at vende tilbage til kirsebærtræet. Den forsøgte at vride sig løs fra katten men intet skete. Igennem en underlig lille lem. mmmmh... Spurven følte pludselig varme på sin lille krop, hvor mon den var blevet taget hen. "Er dette mon himlen for fugle?" tænkte den, da katten satte den ned på jorden. Det var et underligt sted, kattehimlen, jorden var underligt glat og træerne var underlige firkantede kasser. Hvordan mon kattene kunne bo i sådan nogle underlige ting. Pludselig gik det op for spurven at katten havde sluppet den, den strakte sine vinger og fløj så højt den kunne og satte sig på det højeste hus den kunne finde. "Baglæns, så katten ikke kan se mig" tænkte den og bevægede sig langsom bagud. Lidt længere, længere endnu. Og ak så skete det, jorden forsvandt under fødderne på spurven, den faldt og faldt men der var ikke plads til at sprede vingerne ud og flyve. "Dette må være enden, det må være helvede" tænkte spurven og gemte sig i hjørnet hvor mørket sænkede sig omkring den. Over den summede det underligt lidt som hvis den sad på en af de der underlige metalkasser menneskerne bruger til at flytte sig i, men ikke nær så højt. Underligt var det, og spurven troede at den skulle dø. Den kunne høre katten pusle, men til sidst forsvandt den.

Lidt efter kunne spurven høre nogle mennesker, de kom nærmere. "Hvor mon Baloo har lagt den døde fugl denne gang?" hørte spurven det ene menneske sige. "Skat, jeg kan ikke se fuglen nogen steder, men det er som om jeg kan høre den et eller andet sted ude i køkkenet, måske kommer det fra køleskabet." En skramlende lyd fulgte. "Skat, er der hulrum ned bag køleskabet, for så tror jeg fuglen er faldet derned?"
Spurven lukkede øjnene og håbede det hele bare var en ond drøm, men et pludseligt meget skarpt lys kom ind gennem et hul i væggen. "Henter du lige lommelygten?" sagde det andet menneske. "Argh, jeg bliver blændet tænkte spurven!" da denne lommelygte kom.
Efter den fulgte et stort hvidt klæde, spurven blafrede for sit liv og klædet forsvandt, men lyset blev ved med at være der... Nogen lagde et eller andet ved hullet, men frygten for katten og klædet var for stort til at spurven turde bevæge sig nogen steder hen, den krøb så langt ind den kunne og blev siddende. Der blev helt stille i denne underlige verden, indtil huset igen begyndte at brumme. Spurven blev bange og forsøgte at komme væk fra denne forfærdelige larm, den vendte sig og baglæns gik den lige så stille. Mørket blev tættere om den, ligesom alle lydene forsvandt omkring den. Mørket var så tæt nu at den endelig kunne slappe af, her kunne katten ikke finde den. Spurven faldt i søvn og lå lige så stille. Den lå der længe, meget længe. Den havde mistet fornemmelsen af tiden, mon der var lyst udenfor nu eller var det stadig mørkt.
Dens tankerække blev brudt, menneskene var vågnet og begyndt at rumstere, en låge åbnede og lukkede, katten miauvede, og der blev stille lidt igen. "Gad vide hvor fuglen er blevet af?? Jeg kan ikke få øje på den mere" Det øjeblik vidste Spurven at det var nu det galt, liv eller død, den skulle finde en vej ud herfra, så snart mennesket var væk ville den finde ud. Mennesket gik og Spurven blafrede sig rundt for at finde en udgang, men intet hjalp, der var bare alt for mørkt. Spurven opgav indtil der begyndte at strømme lidt lys fra en sprække. Mennesket måtte være kommet tilbage og i gang med at lede efter Spurven . "spil død!" tænkte den til sig selv og lagde sig ned... Lidt efter var hullet så stort så Spurven kunne se hvor den var, det var et underligt hulrum med lavt til loftet. Men derhenne hvor lyset kom fra var der et hul der måske var stort nok til det kunne komme op igennem det. Den underlige gren af plastic, så ud til at være god at klatre på. Spurven ventede på at mennesket var helt væk, så begyndte den sin færd, hen til den underlige plasticgren, op gennem hullet, endelig kunne den strække vingerne. Den kunne se hvor den var, op fløj den, og der, der var busken udenfor. Spurven fløj direkte i retningen af vinduet,  men netop som verden som den kendte skulle til at begynde fløj den ind i noget, det var lidt som en usynlig mur. Den prøvede igen og igen. Indtil den frustreret satte sig på den underlige metalgren der stak op fra det store metal fuglebad. Øv badet var tomt, men der stod også et hvid fuglebad med lidt vand i. Den satte sig på kanten og drak en smule. Da døren gik op, kom mennesket ind igen, det måtte have hørt larmen fra den underlige usynlige væg. Spurven flygtede så hurtigt den kunne, om bag en kurv med løg. Men mennesket gik hen til den usynlige væk, larmede lidt og så flyttede den usynlige væg på sig. Spurven kunne høre de andre fugle ude i det fri meget bedre nu, den hoppede hen til væggen. Nu kunne den se sneen, den hoppede ud i sneen. "Uh, den sne er altså kold på fødderne" tænkte den inden den spredte vingerne og fløj under væggen og ud i det fri. Endelig var den fri igen, den var sluppet ud af kattens klør, gennem helvede og nu måtte den helt sikkert være i fuglehimlen. En vind løftede den højere op og den genkendte kirsebær træet på afstand, men den besluttede sig for at den aldrig ville vende tilbage dertil...

1 kommentar:

  1. Hahahah hvor er den bare god :)
    Hvor sødt lavet!!

    SvarSlet